Johannes Døberen havde levet hele sit liv for at kunne sige: ”Se, der er Guds lam, der bærer verdens synd!” Han vidste hvad han sagde. Men vi forstår det ikke uden videre.
For hvad er det for et lam, og hvad er det for en synd?
Med fare for at lyde lidt langhåret, må jeg tage jer med på en opdagelsesrejse i det gamle testamentes univers, for ellers bliver vi ikke klogere på, hvad Døberen mente med at omtale Jesus som Gudslammet, der bærer verdens synd. Højst sandsynligt tænker Johannes Døberen på det lam, der hver morgen og hver aften blev ofret i templet. Man kan læse om det i anden Mosebog (29.38ff)
Det var et dagligt renselsesoffer – og pulsen i hele Israels gudsdyrkelse. Det var en stående orden, som skulle udtrykke forholdet mellem Gud og hans folk. ”Det er mig, der er Hellig – det er I ikke.”
Så var proportionerne trukket op.
Hvis man læser lidt længere i den forordning, der handler om det daglige morgen og aftenoffer – så vil man finde at det ender med et løfte fra Gud: ”De skal vide, at jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at tage bolig iblandt dem.”
Og nu bliver det spændende – for Johannesevangeliet begynder sit evangelium med at sige om Jesus: at ”ordet blev kød og tog bolig iblandt os.” (joh. 1.14)
Det er ikke en tilfældig parallel. Der er bekendelse i de ord: Johannesevangeliet siger: i og med Jesus flyttes Gudsnærvær fra templet til personen. Se, der går han… Det gående tempel eller rettere: nu kommer den egentlige gudsdyrkelse vandrende i egen person.
Nu har vi altså lammet på plads.
Men hvad er det så for en synd, der er tale om?
Anthony Bloom, der i 1950erne blev ortodoks biskop i England har en beretning, som kan hjælpe os til at forstå, hvad det er for en synd, Gudslammet bærer. Der var en russisk biskop, fortæller han, som havde været i koncentrationslejr, og havde oplevet lejrens utæmmede had og ondskab, men også martyrium og kærlighed og tro, der blev foldet ud i tilgivelse. Biskoppen havde ved opholdet i lejren lært noget helt afgørende om det at være menneske. Lider du uret, får du magten over den som påfører dig uretten. Du kan svare med samme mønt. Så bindes I til hinanden i uretten. I kæmper nådesløst mod hinanden. Men du kan også svare med Kristi sindelag, så sættes du selv fri, og den anden får tilbuddet om det samme.
Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd. Ikke ”synder” men ”synd”. Der er ikke først og fremmest tale om menneskets personlige misgerninger. Der tilbydes noget meget større. Gudslammet – som er Kristus – er kommet for at bryde kædereaktionen af ondskab og vold, og han standser den ved at tilgive, han bærer verdens synd.
Han gør det ved selv at dykke ned i mørket og i lidelsen. Ved at være der, hos det kvæstede menneske, for hvem så meget er gået galt.
Kærligheden begynder at virke i elendigheden.
Det er ikke tale om en reparation her og der og lidt facaderenovering. Der er tale om en gennemgribende sanering. Eller skal vi ikke bare kalde det forløsning. ”Se der går Guds lam, der bærer verdens synd.”
Her til slut ord fra en bøn – fundet i en arkiverne i et tysk koncentrationslejr – skrevet af en jødisk fange: –
Fred til alle med ond vilje.
Gud! Må der være en ende på al hævn, alle krav om straf og gengældelse.
Uhyrlighederne har i den grad overskredet ethvert mål, så de aldrig kan begribes af et menneske. Der er for mange ofre. Og så, Gud, vej ikke deres lidelser på din skala af retfærdighed, og må deres lidelser ikke føre til en frygteligt afregning. Gengæld dem på en anderledes måde.
Tilregn alle dem af ond vilje det gode, som alle de ydmyge, de med værdighed, og åndelig styrke levede, og dem som kæmpede med et stadigt og ubesejret håb og selv ind i døden stod trofast og stædigt: lad alt deres blive lagt foran dig, for at de kan opnå syndernes forladelse, lad deres gerninger være som en løsesum for retfærdighedens triumf, lad det gode, og ikke det onde blive dem tilregnet.
… og må vi forblive i vore fjenders erindring. Ikke som ofre, ikke som et mareridt, men som hjælpere i bødlernes stræben efter at gøre op med deres onde gerningers vildskab.
Og når alt er forbi, giv os at leve som mennesker mellem mennesker, og må fred igen komme til vores fattige jord. Fred for alle af god vilje og alle de andre…
Jesper Fich OP,
Fredriksberg