5. søndag i det alminnelige kirkeåret, år B
Efter at Jesus har sat sit ”hold” på de 12 disciple, åbner Markusevangeliet ved at præsentere os for to helbredelsesundere. Vi, der regelmæssigt lytter til evangeliet, må høre godt efter, for at høre, hvad Markus vil. Det er ikke tilfældigt at han placerer dem i begyndelsen af sit evangelium. Evangelierne er selvfølgelig langt andet og mere end en samling tilfældigheder,
De præsenterer os for Gud og Guds mening med verden.
Derfor er disse to undere – ikke bare de første i den lange række, af alle de andre, der senere vil blive helbredt. Hos Markus ”fungerer” de som en slags ouverture for evangeliet. Her spiller nogle af de væsentlige temaer, der efterhånden skal blive dybere udfoldet i evangeliet.
Igen: intet i evangeliet er bare banale tilfældigheder – alt hvad Jesus gør og siger, bærer en betydning, og det har Markus i den grad taget til sig.
Så derfor skal vi nu på opdagelsesrejse, for at forstå, hvad det er for en betydning, de to, der bliver helbredt, bærer på af hemmeligheder…
Den første, af de to der bliver helbredt, er en mand med en uren ånd – det sker i synagogen i Kapernaum. Den anden er Simons svigermor – hun bliver helbredt, efter at Jesus og de tolv er kommet ”hjem” hos Simon og Andreas, der altså havde adresse i Kapernaum, inden der begyndte at følges med Jesus.
Manden i synagogen har en uren ånd – Det fortæller Markus. Den urene ånd, får ham til at råbe af Jesus: bliv væk, lad være med at forstyrre mig! Den situation er ikke ny, men der er ikke nogen – før altså Jesus – der har været i stand til at ændre hans situation, at frisætte manden.
Men det kan Jesus: og folk er forbløffende – han kan SÅ meget mere end alle de andre autoritetspersoner, der står magtesløse. Jesus derimod: han ændrer spillereglerne. Han skaber frisættelse…
Og nu så til Simons svigermor. Kvinder ”bærer” jødedommen. Man må være født af en kvinde, for at selv at være jøde. Simons svigermor ER altså traditionen… hun bærer identiteten som pagtfolk…
Men hun ligger syg! Der er noget rav ruskende galt, en lammende sygdom har ramt ikke bare hende – men alt det hun står for, hun ligger bare der, hun siger ingenting.
Men det ændrer Jesus. Han tager hendes hånd – det er meget smukt, nærmest nænsomt, ikke noget med at true af nogen ånder, kun det at holde hendes hånd — og REJSE hende op. Og nu sker så noget forbløffende. STRAKS med det samme begynder hun at sørge for dem. Hun der var lammet af sygdom, genvinder sin handlekraft, sin vitalitet og omsorgsevne, hun lever…
De to første undere repræsenterer altså, hvad vi i resten af evangeliet skal blive vidne til igen og igen: en ny autoritet møder mennesket, Jesus af Nazareth, han forstyrrer verdens uorden – ophæver lammelse, revitaliserer traditionen, altså alt hvad det hele handler om, dybest set menneskets forhold til Gud, genfinder sin mening, der vælder en stor overraskende frihed ind over den enkelte, der står overfor Jesus… Han er endelig den, der forstyrrer tingenes uorden, med Jesus kommer der ny orden…
Der er nemlig en, der tager min hånd – og rejser mig op – så jeg bliver mig selv – og kan være noget med og for andre… Kirken begynder…
Så kan vi altså spejle os i de to ”proto-underere”. I manden med den urene ånd og i Simons svigermor – og så kan bede:
Jesus af Nazareth:
Forstyr også mig!
Lad mig endelig aldrig i fred!
Men tag mig ved hånden og giv mig liv af din vitalitet.
Eller skulle jeg måske bare nøjes med at sig til Kristus: lad mig blive et bedende menneske: Før mig ind i et liv i fuldkommen transparens for Faderens vilje, ligesom dig, der ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod op, og gik bort og ud til øde sted og bad.
Jesper Fich OP,
Fredriksberg