Hvem er Peter? I Mathæusevangeliet kaldes han allerede fra begyndelsen for Peter. Historien er kendt for Jesus allerede fra begyndelsen.
En af de første kaldede
Og hvad er det, der sker med ham i den efterfølgelse, han er slået ind på? Og hvad er meningen med at der akkurat om Peter igen og igen skal fortælles at han faldt, tvivlede, fornægtede…?
Er det at han – den første kirkes hyrde – skal lære det mest centrale af alt for den som gerne vil være kristen: at han er den elskede ven? Ingenting overgår netop det. Det er det vigtigste for enhver der følger Kristus, det vil han frem for noget lære os: Du er den elskede ven.
Eller som her: SALIG er du Simon.
Det er kun Peter, der kaldes salig i personlig tiltale. Det er altså væsentligt: kun Peter. Bortset fra Elisabeths ord til Maria – og salig er hun som troede… Men hvad Jesus angår så er det kun sagt til Peter. Og hvorfor? Igen – sådan er evangeliet – ikke for Peters skyld alene, men fordi han er disciplEN – ham der skal blive den første hyrde og med autoritet sige det videre til de troende: salig er du… Du er den elskede ven.
Og nu så til Peters gentagelse af fejl. At han faldt, tvivlede, fornægtede…
Hvad skal det gøre godt for? Hvorfor hører vi ikke det samme om de andre disciple. Var de ”better of?” var de mere faste i kødet?
Formodentlig ikke, men det har ikke evangelisternes interesse. For det handler jo om Peter – der bliver til ”modeldiscipel” ”modelkristen”. På ham kan vi læse, hvad forløsning betyder. Det fører til salighed.
Og det gør det ikke fordi Peter f.eks. nu får et lyst øjeblik – et nådefyldt øjeblik – et gennembrud – det gør han ganske vist, men straks efter så fejler han. Og Jesus kalder ham for ”Satan”.
Vi må forstå det sådan: Det er IKKE en ug-historie med skønhedsplet, en fænomenal præstation der skæmmes af et enkelt fald, som Jesus storsindet glemmer.
Tværtimod: og nu bliver det altså meget væsentligt: Peters fald nu – som alle de andre gange – indgår som et konstituerende element i Peters opgave. Han må selv have erfaret på egen krop, at hans fald, fornægtelse, tvivl – ikke kommer op som en adskillelse. Og når han siger: du er Guds søn, så siger han det til ham: det var også dig, der reddede mig, dengang da jeg var lige ved at drukne. Kristus redder ham og gør Simon til Peter, han redder ham – som han redder mig – igen og igen. Som Peter, da han blev bange på søen, som da han blev rystet over at se konturerne af Golgata tegne sig. Og som da han fornægtede, da han blev bange i ypperstepræstens gård.
Hvornår bliver Peter hyrde? Ved Kæsaræa Filippi eller som i Johannesevangeliet først ved Tiberias sø, efter opstandelsen? Efter alle fald og fornægtelser. Var det først da, han var moden til at være hyrde, fordi han kunne sige til den Opstandne: du ved alt, du ved også at jeg har dig kær.
Salig er du, Simon…
Jesper Fich OP,
Fredriksberg