4. Søndag i advent 2012, Luk. 1.39-45

”Gud fører os ad sine veje for at føre os til de andre…” Man skulle tro, at Madleine Delbrel, en fransk forfatter og katolsk mystiker, der døde i 1964, havde Maria og Elisabeth, da hun skrev: ”Gud fører os ad sine veje for at føre os til de andre.”

Lige før det bliver jul, skal vi være sammen med de to kvinder, Maria og Elisabeth og det er simpelthen så fint, for de danner den port vi skal gå igennem til det vi skal fejre i morgen aften: At mennesket ikke er alene.

At mennesket ikke er alene, det handler julen om. Sjovt nok handler den om det samme for alle dem, der ellers i denne tid går og siger, at de ikke tror på det, der er grunden til at vi fejrer jul. De siger: ”For mig er julen kun en familiefest, det er dage, hvor vi skal være sammen, spise mad, og være noget for hinanden.”

Og på vej i bilen lytter de så til bilradioen hvor Chris Reas slager lige er på: ”Driving home for Christmas”.
”For mig er julen kun en familiefest, det er dage, hvor vi skal være sammen, spise mad, og være noget for hinanden.” Det siger de nok så flot, mens jeg tænker: det er da besynderligt, at selv det mest sækulære menneske ikke kan gøre sig fri for at røre ved det, julen virkelig betyder. De kan godt nok ikke sige det så rigtigt og smukt som Madleine Delbrel, at ”Gud fører os ad sine veje for at føre os til de andre…” men HVIS der bare er en smule autentisk i det nærvær, de skal være en del af lige om lidt, så rører de alligevel ved det, Madleine Delbrel siger. Det ligger simpelthen i det at være menneske, at ingen kan velsigne sig selv, og at saligheden først kommer, når man tror… Sådan er det!

Hver gang et menneske rører ved noget ægte, har det nemlig ALTID noget at gøre med Gud. Derfor er det lige før, at jeg midt i slagersovsen synes jeg kan høre en besynderlig genlyd af englenes sang, når jeg i min egen bilradio hører Chris Reas sørgmodige stemme: ”Driving home for Christmas”. Men man skal lytte ret godt efter. Det medgiver jeg gerne.

Det er til gengæld ikke nødvendigt at rense høreapparaterne når Maria og Elisabeth taler. De har ord for det, de andre mangler ord for. De ved jo også af egen erfaring hvordan velsignelse virker, de har oplevet at blive rykket ud af forudsigeligheden og ind i Guds plan. De ved om det salige ved at tro på Gud, og det gør de så, mere end de stoler på sig selv. For det er ikke en vild forestilling, det er skinbarlig levende virkelighed, den virkelighed, der gør deres liv frugtbart og så sprængfyldt af glæde at selv deres børn hopper af fryd.

Hvem kan også sidde stille, der har forstået ordet om, at Gud er nær? Maria kan i hvert fald ikke. Det er ordet, som får hende til at løbe: ”Gud fører os ad sine veje for at føre os til de andre…” Og sådan bliver hun til en profet, mens hun peger hen på det discipelskab, som de troende skal kaldes til, og på den kirke, der skal komme, Ikke så sært, at deres samtale ikke er venindesnak, men en refleksion over Guds godhed, der overgår forestillingsevne og fantasi. De ved, at deres børn vil forandre verden og forløse menneskene.

”Hvordan kan det være, at min Herres mor kommer til mig?” udbryder Elisabeth og siger som den første i evangeliet ”Herre” om Jesus.
Det er så ganske bestemt ikke venindesnak, men de er også meget mere end veninder. Maria og Elisabeth er første generation i den nye tids mennesker, hvor Gud ikke længere er fjern, en tid, hvor ”Gud fører os ad sine veje for at føre os til de andre…” En tid, hvor egenkærligheden ikke længere er det eneste, der byder sig til, men en ny måde at være menneske på. Det ”nye” består i at leve et liv der grundlæggende er velsignet, og som har døren åben til salighed, fordi vi tør tro. Tro på at himmel og jord virkelig kan mødes, også i mig.

Jesper Fich OP, Frederiksberg.