3. søndag i påsketiden, Joh. 21, 1-19:

Var det forgæves for Jesu disciple ved Tiberiassøen?

Disciplene havde været sammen med Jesus hele vejen fra Galilæa til Jerusalem. De havde ladet sig begejstre af hans lære og havde været vidne til hans mirakuløse gerninger. De havde været opfyldt af tro og håb.

Og så havde de set alle forhåbninger forsvinde ved Jesu tilfangetagelse , korsfæstelse og død.

Disciplene havde fået nyt håb ved de underfulde møder med den opstandne Jesus, men alligevel vidste de tilsyneladende ikke hvad de skulle gøre. Modet svigtede dem.

Nu var de så tilbage ved udgangspunktet, de var tilbage i deres gamle liv og arbejde som fiskere ved søen.

Skildringen af den mislykkede fiskefangst her i indledningen til det 21. kapitel, som er en tilføjelse til Johannesevangeliet,  minder om begyndelsen på Jesu mission, som vi kan læse den beskrevet i indledningen til Lukasevangeliets femte kapitel. Her fortælles det med næsten de samme ord, hvordan fiskerne efter lang tids forgæves fiskefangst, i tillid til Jesu ord, endnu en gang tar ud på søen og kommer tilbage med fulde net.

Det var begyndelsen på deres kaldelse som Jesu disciple, men nu er de tilbage ved udgangspunktet, hvor det hele startede.

Dermed kunne historien have været slut. Jesu mission var mislykket, folket havde vendt sig mod ham og apostlene var i frygt og skuffelse vendt tilbage til deres tidligere liv. Der ville således ikke have været nogen kristendom i dag!

Disciplene har ennå ikke fattet Påskebudskabet. Hertil kræves endnu et kraftfuldt møde med den opstandne. Påskebudskabet må læres gennem en process, hvor disciplene får nyt livsmod ved mødet med Jesus. Jesu ord er et ord som fylder tomme net!

Tvivlen er en del af troslivet. Fra begyndelsen og frem til nu er det apostlenes erfaring i håbløse situationer, at at de ikke med det samme genkender den opstandne. Det er ikke det første møde siden opstandelsen, men de genkender ham alligevel ikke med det samme. De kan fortsat ikke rigtig tro, at Jesus virkelig er i live. Troen på at Jesus virkelig lever må tilkæmpes. De er fulde af tvivl og bekymringer. Tvivl og forbehold må overvindes for at troen på opstandelsen kan udfolde sig.

Jesus fører disciplene gennem en process, hvor han opfordrer dem til at arbejde videre. Også troen kræver arbejde,tid og nærmere udredning. Krise og tvivl hører med i billedet. Dette gjaldt for apostlene og det gælder også for os.

Er vi opfyldt af overstrømmende påskeglæde eller nager tvivlen os, når det gælder selveste troens kærne, troen på opstandelsen?

Troen på opstandelsen var vanskelig for kvinderne, som  påskemorgen stod ved den tomme grav –  og også for apostlene, selv efter mødet med den opstandne. Dette giver også håb for os som lever i dag. Tog det tid for apostlene at forstå opstandelsen og dens betydning, så er det  i orden, at vi bruger tid på at arbejde med troen, så den kan vokse i os.

Men troen er ikke bare at mene, at noget er sandt. Den er en opfordring til efterfølgelse. Og Jesus spørger ikke, om vi holder budene eller hvad vi kan bidrage med?

Jesus opfordrer apostlene til en ny begyndelse, til endnu en gang at kaste garnet ud. De gør som Jesus siger – og garnet bliver fyldt med fisk. Da de er kommet på land, siger Jesus: ”Kom herhen og hold måltid!”

Efter måtidet spørger Jesus Peter tre gange: ”Holder du af mig?” Peter svarer JA og på det ord, på grundlag af kærligheden, giver Jesus ham fuldmagt til at tale og handle i Jesu navn.

Visheden om at vor tro og vort liv ikke bygger på trospræstationer, men på Jesu kærlighed til os og vor kærlighed til Ham, giver også os ny kraft og nyt mod til at tro og til at vidne om troen.

Søren Clausen, OP, legdominikanerfraterniteten i Oslo