Kategoriarkiv: Prekener år A

Hvordan kan katolikker og lutheranere forenes?

Publisert av
Svar

3. alminnelige søndag (A), Matt 4, 12-23

Christian unity“Er da Kristus blitt stykket opp?” spør Paulus i sitt første brev til korinterne. “Jeg mener dette at hver enkelt sier: Jeg er for Paulus – og jeg for Apollos – og jeg for Kefas – men jeg for Kristus.” Dette skriver altså apostelen til en nylig grunnlagt menighet i Korint tidlig på 50-tallet. Forholdene i aposteltiden var ikke så idylliske som vi kanskje innbiller oss; de første kristne var mennesker akkurat som vi, og kjente de samme problemer som vi. Splittelse, stridbarhet, misunnelse, partivesen har vært til stede i Kirken helt fra begynnelsen av. Les videre →

Guds lam, der bærer verdens synd

Publisert av
Svar

2. almindelige søndag 2014

Guds lam, RavennaJohannes Døberen havde levet hele sit liv for at kunne sige: ”Se, der er Guds lam, der bærer verdens synd!” Han vidste hvad han sagde. Men vi forstår det ikke uden videre.
For hvad er det for et lam, og hvad er det for en synd?

Med fare for at lyde lidt langhåret, må jeg tage jer med på en opdagelsesrejse i det gamle testamentes univers, for ellers bliver vi ikke klogere på, hvad Døberen mente med at omtale Jesus som Gudslammet, der bærer verdens synd. Højst sandsynligt tænker Johannes Døberen på det lam, der hver morgen og hver aften blev ofret i templet. Man kan læse om det i anden Mosebog (29.38ff) Les videre →

Kristi dåp

Publisert av
Svar

Søndag etter Epifani, Herrens dåp

Annen lesning til matutin, en preken til Lysfesten av den hellige Gregor av Nazianz

Herrens dåpKristus ble opplyst [i dåpen], la oss skinne sammen med ham! Kristus døpes, la oss gå ned i dåpens bad sammen med ham!

Johannes er i ferd med å døpe, Jesus nærmer seg. Muligens er det for å helliggjøre døperen, men helt klart er det for å helliggjøre den gamle Adam og begrave ham helt og holdent i vannet. Men før han helliggjør dem og for deres skyld, helliggjør han elven Jordan. På samme måte som han var Ånd og kjød, slik innvier han ved Ånd og vann.

Døperen vegrer seg, Jesus står på sitt. “Jeg har behov for å bli døpt av deg”, sier lampen til solen, røsten til ordet, brudgommens venn til brudgommen, den største av dem som er født av kvinner, til den førstefødte av all skapningen, Les videre →

Herren jublar over deg med fryd!

Publisert av
Svar

Lesningar for julemidnattsmessa 

laughing baby sleepKjære brør og systrer i Kristus. I denne nattetime skjer det enno ein gong. Me tek del i forteljinga om det unge, utslitte paret, Maria og Josef, som har søkt tilflukt i ein stall, eit fattigsleg krypinn som skal bli fødestue for Guds son. Kan hende er det krysninga mellom det kvardagslige, velkjende, jordiske –og det kosmiske, himmelske dramaet som gjer natta i natt til kva ho er; eit møte som tek oss inn i et ljos og ein varme som liksom overraskar oss kvar gong? Les videre →

En del af Guds plan!

Publisert av
Svar


Lesninger for 4. søndag i advent år A

Saint Joseph with the Infant Jesus, Guido Reni (c. 1635) (Wikipedia)

Den klassiske udlægning af evangeliet om Josefs drøm ser ud som følger:

Josef er forlovet med Maria. Forlovelse er allerede i datidens jødiske verden et retsligt grundlag, ægtespagten er underskrevet, og brudeprisen betalt. Der er altså tale om meget mere end bare en hensigtserklæring, de er i fuld gang, nu mangler der bare, at hun skal flytte ind hos ham.

Så opdager Josef at hun er gravid. Med andre ord: Hun har været ham utro. Og nu styrter hans verden i grus, det som er sket er gennemforfærdeligt, en skuffelse ud over al grænse, men Josef er en mand af høj moral. Fordi han stadig respekterer Maria, så vil han udgå ballade, og vil ikke udstille hende offentlig som en billig tøs. Les videre →

Vente – forvente – forberede

Publisert av
Svar

1. søndag i advent 2013 (år A)

Solstråler gjennom tre (bilde til advent-1)Advent er lengselens tid fremfor noen. Den hellige Benedikt sier i sin Klosterregel at munkens liv burde være som en vedvarende fastetid. Imidlertid kunne man også hevde at munkens liv, ja, alle kristnes liv burde være – eller nettopp er – som en vedvarende adventstid. Kristenlivet er et liv som leves i forventingen om Herrens komme – adventus Domini. Sier vi ikke i hver eneste Eukaristi-feiring: “Din død forkynner vi, Herre, og din oppstandelse lovpriser vi inntil du kommer“? Vi vet at han som en gang kom og levde på jorden som sann Gud og sant menneske, som kommer til oss i Eukaristien og de andre sakramentene, og på så mange andre måter i vårt daglige liv, han skal også komme igjen i herlighet, og Gud skal bli alt i alle. Vi venter på ham og vi lengter etter ham som etter en kjær venn, som et lenge etterlengtet og savnet familiemedlem, som en brud etter brudgommen. Advent er tiden for å gi oss hen til denne lengselen og leve den så intenst som mulig. Les videre →