Synderen som rører og berøres

11. alm. Søndag 2013 – Luk. 7.36-50

Beretningen om kvinden, i Simons hus, er en svær historie. Let og svær på samme tid.

Det lette først: ”Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad for en slags kvinde, der rører ved ham, at hun er én, der lever i synd.” Sådan tænker farisæeren Simon uden at sige det højt. Men Jesus læser ham. Nu sker det første mærkelige: Jesus ved akkurat, hvem hun er. Han ved hvem hun er, at hun er en synder, men han, Kristus Jesus, er kommet til verden for at synderne kan røre ved ham.

Dieric Bouts (1420-1475)
Christ in the House of Simon

Og det gør de så, alle synderne, de rører ved ham: kvinden i Simons hus, kvinden med blødningerne, og mange, mange andre: ”for der udgik en kraft fra ham.” Det bliver ved, lige til opstandelsen, hvor Jesus siger til Maria Magdalene: ”rør mig ikke”. Ved opstandelsen afløses det at røre fysisk ved Kristus af en anden nærhed og intimitet. Mere om det om lidt.

Altså: hun rører ved ham. De andre – de selvretfærdige – a la Simon har derimod slet ikke lyst til at røre. Vi forstår, at Simon bryder de mest elementære regler for datidens gæstfrihed. Han tilbyder ikke fodvask, han kysser ham ikke, han kommer ikke med salve, alt det kvinden gør i stedet for.

Dermed får den navnløse kvinde, der står bag Jesus intet mindre end profestisk tyngde. Hun står der som folket – husk: Israel sammenlignes tit med en kvinde – altså står hun der for hele folket, der har ventet på at kunne røre ved Messias. Med Kristi komme til verden overvindes den afstand til Gud som synden skabte.

Vi forstår: tilgivelse kommer åbenbart ved at røre. Som kvinden i Simons hus, som vi, der ligesom Maria Magdalene ikke rører fysisk, men som dog ikke mindre virkeligt møder den opstandne. For også vi er kommet her, for at røre…

Læg mærke til, at kvinde ikke siger ét eneste ord. Selvfølgelig: ord synes unødvendige. Jeg kommer til at tænke på hvad apostlen Peter siger til Jesus: ”Herre du ved alt, du ved at jeg har dig kær…”

Og ja, han, der ved, at hun er en synder, ved alt, han kender hele historien, både historien om brud og svigt, men også kærligheden midt i ufuldkommenheden. ”Kærligheden skjuler en mængde synder” siger Johannesbrevet. Hvor kærligheden råder, bliver synden forvist fra forsiden. Det er kvindes kærlighed, der er interessant at tale om, ikke hendes syndige virkelighed. ”Hun har elsket meget…” siger Jesus nu forløsende om hende.

Men nu til det svære: For hvad med Simon, farisæeren? Om kvinden hedder det, at ”hendes mange synder er hende tilgivet, siden hun har elsket meget.” Men betyder det, at Simon – tilsvarende har elsket lidt?

Helt konkret, opfører Simon sig sådan. Hvad er det for en slags vært han er og hvordan behandler sin gæst? Er den gæst i det hele taget velkommen? Dukker kvinden op som var hun kaldet, så Simon kan bruge hende til at ”knalde” Jesus, og afsløre ham som falsk? Det ser sådan ud. Der dannes en kant.

Men alligevel er der et løfteord i det sidste som Jesus siger, og som også retter sig til Simon og hans lige. ”Den, der kun får tilgivet lidt, elsker kun lidt.”

Simon realiserer tilsyneladende ikke, hvor lille hans kærlighed er. Men hvordan kan den nogensinde forløses, så der også om Simon kan siges, at ”han har elske meget”?

Vi ved ikke noget om, hvad der siden skete, men vi må tro, at lignelsen ikke blev fortalt af Jesus for at ydmyge Simon, men for at kalde på ham. Jesus udfolder virkeligheden for ham, også Simons egen virkelighed, for han vil uden større besvær have vist at Jesus synes han ligner den ene af lignelsens personer.

Jeg må tro, at Jesus fortalte lignelsen, for at kalde tårerne frem hos Simon. I hvert fald, viser han, at han udmærket forstod hvad tilgivelsens dynamik er, ellers ville han ikke så enkelt have kunnet svare korrekt, da Jesus spørger ham om ”hvem af de to vil så elske ham mest? Den naturligvis, der fik tilgivet mest. Det kan Simon også godt se…

Mon det virkede? Mon Simon realiserede at hans skyldskonto var stor, langt større end han gik og troede?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at Kristus kom for at kalde syndere: også Simon, farisæeren…

Jesper Fich OP

Jesus encounters the widow of Nain

10. søndag i det alminnelige kirkeår (C)Compassion

A widow’s only son had died and was being carried out.  This was the scene Jesus encountered as he approached the gate of the town of Nain.  With him were his disciples and a large crowd.

When Jesus saw the widow, he understood right away her situation.  Aware of the lowly status of women of his time, Jesus knew that in losing her only son, the widow also loses everything she has.  Without a husband and a son to support her, she becomes nobody in her community.  In other words, she becomes an outcast who is always at the mercy of others.  The death of her only son is tantamount to her own death.

Moved with compassion, Jesus told her, “Do not weep.”  Les videre

Herrens pinse

Lesning for pinsedag År C

På den tid sa Jesus til sine disipler:St Marys_pictorial_scene_Holy_Spirit_to_Apostles, Albany, USA
«Dersom dere virkelig holder av meg, da holder dere også mine bud. Og jeg vil be min Far, så skal han gi dere en annen Talsmann, som skal være hos dere for alltid.
Den som elsker meg, han akter på mitt ord; så vil min Far elske ham, og vi vil komme og ta bolig hos ham. Men den som ikke elsker meg, han akter heller ikke på mine ord. Og det ord dere hører, er jo ikke mitt, men min Fars – han som har sendt meg.

Dette har jeg kunnet si dere mens jeg selv ennå var blant dere. Men Talsmannen, Den Hellige Ånd, som Faderen sender i mitt navn, han skal undervise dere om alt og la dere minnes alt hva jeg har sagt.»

Så stod de der, disiplene, nok en gang, og var øyenvitner til et Guds under. Les videre

Vår bön om den helige Ande

7. påsksöndagen, Johannes 17: 20 – 26

fr_henrik_alberius_mediumI dag har vi lyssnat till tre texter som sinsemellan är väldigt olika. Apostlagärningarna berättar om Stefanos martyrium. Uppenbarelseboken framställer hur den Uppståndnes triumf dömer folken. Och sedan Johannes evangelium som inbjuder oss att ta emot Kristi ord som en bön till Fadern. Men samtidigt är dessa ord Jesu andliga testamente. Och när vi nu befinner oss på tröskeln till Pingst ska vi söka i dessa texter för att finna vad som gör att vi önskar och ber om att få ta emot Andens gåva. Les videre

Åndens vitner

 Kristi himmelfart, lesninger år C

imageI første lesning forteller forfatteren av Apostlenes gjerninger at Jesus etter sin lidelse og død hadde vist seg i førti dager. Kan vi ane et ekko av fastetiden? Disse harde, utfordrende førti dager som igjen henspiller på israelittenes vandring i ørkenen er så å si snudd til en førti dagers nådetid hvor Jesus underviser om det som angår Guds rike. Men der er også en klar oppfordring: bli og vent på hva Faderen har lovet – en ny dåp i Den Hellig Ånd. Begrunnelsen er like klar; de skal bli ikledd kraft for å gå ut og være vitner. Om budskaper er bare kort sammenfattet i evangeliet hvor det sies at menneskene skal vende om og få sine synder tilgitt, så utdypes det i andre lesning fra brevet til Hebreerne. Vi får utfoldet Kristi gjerning og lidelse i all sin velde og grensesprengende kraft. Kristi ene offer gjør “synden til intet” og lar oss “med full fortrøstning tre inn gjennom forhenget”. Den nye, levende vei som er Kristus selv fører oss fritt inn i det aller helligste.

Men for at menneskene skal ha del i denne store gave velger Gud seg et skjørt og skrøpelig redskap: mennesket selv. Ikke nok med at han “overgi seg i syndernes hender og påtar seg korsets pine”, som vi leser i liturgien, han overgir seg til dem som tjenere og budbringere om denne ufattelige nåde. En kunne saktens tenke seg mer effektive og guddommelige metoder. Men dette er på ingen måte noe passivt, at Gud skulle være prisgitt fremdriften i prosjektet. Tvert imot, de som sendes ut trekkes inn i Guds prosjekt i det Den Hellige ånd kommer over dem og ikler dem kraft. Der er nøkkelen til at Gud kan satse på menneskene, nøkkelen til at mennesket kan svare ja, bli og vente til Ånden kommer.

En ny tid er i emning i det Jesus tar avskjed med apostlene, og denne nye tid sjøsettes endelig i pinsen. Menneskenes relasjon til Jesus endres radikalt. Til nå hadde de Jesus blant seg, selv etter hans oppstandelse. Nå endres dette nærvær til tilsynelatende avstand. Mendet synlige viker plassen for ånden og gjør det mulig for Jesus så å si å “komme under huden”. Nærvær blir til forening og som Augustin uttrykker det: Gud blir oss nærmere enn vi er oss selv. Det nære og konkrete kjentes godt og trygt, men det er begrenset. Den Gud som river forhenget i tempelet som forener himmel og jord, skyver oss ut i det ubegrensede, det universelle og altomfattende. Slik blir apostlenes vei: fra Jerusalem “like til jordens grenser”.

Dette er også vår vei. Kanskje kan vi da lettere forstå apostlenes reaksjon på at Jesus forlater dem. Det åpner for noe grensesprengende og de kaster seg ned i tilbedelse og lovpriser Gud i glede.

Det enda som räknas

søke Gud6. søndag i påsketiden, Apg 15,1-2.22-29, Åp 21,10-14.22-23, Joh 14,23-29
Dagens evangelium är en milstolpe på väg mot Herrens himmelsfärd. Jesus förbereder sina lärjungar för ett självständigt liv på jorden utan sin fysiska närvaro. Han gör detta genom att lämna oss ett svårt men också klart bud: Bevara mina ord. Herrens uppmaning kombineras med kärleken till honom. Om vi inte följer Kristi ord, älskar vi inte honom. Dessa ord låter stränga. Det är bra att märka att Jesus inte är någon mild gurufigur som småleende delar ut visa livsråd. Nej, han talar klartext och kräver av oss radikal livsförändring och efterföljelse. Jesus har ingenting att göra med den form av religiös shoppande som många i dag utövar. Vi kan inte välja och vraka i Jesu bud som om det var fråga om någon New Age –lära där man väljer det som passar en bäst. Vi måste vara helhjärtat Jesu lärjungar och sträva efter att bli alltmer likadana som han. Det är den enda vägen till sann lycka. Les videre

Fullbordan och förnyelse

IMG_1458 kopiaDenna femte söndag i påsktiden berättar den första läsningen, ur Apostlagärningarna, om hur Paulus och Barnabas fullbordar en rundresa till en rad nya församlingar, och till sist vänder åter till Antiochia, platsen för deras avfärd. Under vägen har de manat de nyomvända troende att behålla sin tro och uppmuntrat dem inför oundvikliga svårigheter som kan vänta. De har också fortsatt sin mission, och väl tillbaka meddelar de den lokala församlingen hur Gud genom dem ”hade öppnat trons dörr för hedningarna”. Att hedningarna släpptes in var verkligen en vattendelare – en kontroversiell nyhet för många. Les videre

Vi kjenner Ham på stemmen

Den gode hyrde, mosaikk, Ravenna4. søndag i påsketiden, den gode hyrdes søndag (Joh 10, 27-30)

Jesus sier: Mine får hører min stemme; jeg kjenner dem, og de følger meg. Dette sier han fordi han som er Guds Ord, han er også Guds røst. Et ord kan skrives med bokstaver og leses, men slik har det seg ikke med Jesus, Guds Ord. Han er et ord som tales og som høres. Jesus er Guds røst, en røst som lyder, ikke med bulder og brak, men som tales stille i menneskets indre, en røst vi kjenner igjen, akkurat som når vi sier til en venn: ”Jeg kjente deg på stemmen”. Det som tales, og den som taler, er derfor én og samme sak; ordet og røsten er én og den samme. Ordet som tales, er viktig, men enda viktigere er det å gjenkjenne den som taler, på stemmen. Derfor sier vår Hyrde: Mine får hører min røst. Les videre

En ny begyndelse

3. søndag i påsketiden, Joh. 21, 1-19:

TilmanRiemenschneider.Evangelisten_JohannesVar det forgæves for Jesu disciple ved Tiberiassøen?

Disciplene havde været sammen med Jesus hele vejen fra Galilæa til Jerusalem. De havde ladet sig begejstre af hans lære og havde været vidne til hans mirakuløse gerninger. De havde været opfyldt af tro og håb.

Og så havde de set alle forhåbninger forsvinde ved Jesu tilfangetagelse , korsfæstelse og død.

Disciplene havde fået nyt håb ved de underfulde møder med den opstandne Jesus, men alligevel vidste de tilsyneladende ikke hvad de skulle gøre. Modet svigtede dem. Les videre

«Min Herre og min Gud» – Den fruktbare vantro

Annen søndag i påsketiden Joh 20, 19-31 År C

Åtte dager etter oppstandelsen viste Herren seg på nytt for disiplene. Det er evangeliets tema på oktavdagen i påsketiden. Denne gang var også Thomas der; disippelen som stilte spørsmål ved Herrens oppstandelse. I ettertid ga dette ham kanskje litt ufortjent kallenavnet «Tvileren Thomas». Trolig adskilte han seg lite fra de øvrige apostlene som også tvilte på Jesu løfter da han ble ført bort for å korsfestes. Da han ble begravet, ble deres håp gravlagt med ham. Ved nyheten om hans oppstandelse, festet de ikke lit til kvinnenes budskap. Først ved synet av den tomme graven og i møte med den oppstandne, forstod de og trodde. Les videre