11. alm. Søndag 2013 – Luk. 7.36-50
Beretningen om kvinden, i Simons hus, er en svær historie. Let og svær på samme tid.
Det lette først: ”Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad for en slags kvinde, der rører ved ham, at hun er én, der lever i synd.” Sådan tænker farisæeren Simon uden at sige det højt. Men Jesus læser ham. Nu sker det første mærkelige: Jesus ved akkurat, hvem hun er. Han ved hvem hun er, at hun er en synder, men han, Kristus Jesus, er kommet til verden for at synderne kan røre ved ham.
Dieric Bouts (1420-1475)
Christ in the House of Simon
Og det gør de så, alle synderne, de rører ved ham: kvinden i Simons hus, kvinden med blødningerne, og mange, mange andre: ”for der udgik en kraft fra ham.” Det bliver ved, lige til opstandelsen, hvor Jesus siger til Maria Magdalene: ”rør mig ikke”. Ved opstandelsen afløses det at røre fysisk ved Kristus af en anden nærhed og intimitet. Mere om det om lidt.
Altså: hun rører ved ham. De andre – de selvretfærdige – a la Simon har derimod slet ikke lyst til at røre. Vi forstår, at Simon bryder de mest elementære regler for datidens gæstfrihed. Han tilbyder ikke fodvask, han kysser ham ikke, han kommer ikke med salve, alt det kvinden gør i stedet for.
Dermed får den navnløse kvinde, der står bag Jesus intet mindre end profestisk tyngde. Hun står der som folket – husk: Israel sammenlignes tit med en kvinde – altså står hun der for hele folket, der har ventet på at kunne røre ved Messias. Med Kristi komme til verden overvindes den afstand til Gud som synden skabte.
Vi forstår: tilgivelse kommer åbenbart ved at røre. Som kvinden i Simons hus, som vi, der ligesom Maria Magdalene ikke rører fysisk, men som dog ikke mindre virkeligt møder den opstandne. For også vi er kommet her, for at røre…
Læg mærke til, at kvinde ikke siger ét eneste ord. Selvfølgelig: ord synes unødvendige. Jeg kommer til at tænke på hvad apostlen Peter siger til Jesus: ”Herre du ved alt, du ved at jeg har dig kær…”
Og ja, han, der ved, at hun er en synder, ved alt, han kender hele historien, både historien om brud og svigt, men også kærligheden midt i ufuldkommenheden. ”Kærligheden skjuler en mængde synder” siger Johannesbrevet. Hvor kærligheden råder, bliver synden forvist fra forsiden. Det er kvindes kærlighed, der er interessant at tale om, ikke hendes syndige virkelighed. ”Hun har elsket meget…” siger Jesus nu forløsende om hende.
Men nu til det svære: For hvad med Simon, farisæeren? Om kvinden hedder det, at ”hendes mange synder er hende tilgivet, siden hun har elsket meget.” Men betyder det, at Simon – tilsvarende har elsket lidt?
Helt konkret, opfører Simon sig sådan. Hvad er det for en slags vært han er og hvordan behandler sin gæst? Er den gæst i det hele taget velkommen? Dukker kvinden op som var hun kaldet, så Simon kan bruge hende til at ”knalde” Jesus, og afsløre ham som falsk? Det ser sådan ud. Der dannes en kant.
Men alligevel er der et løfteord i det sidste som Jesus siger, og som også retter sig til Simon og hans lige. ”Den, der kun får tilgivet lidt, elsker kun lidt.”
Simon realiserer tilsyneladende ikke, hvor lille hans kærlighed er. Men hvordan kan den nogensinde forløses, så der også om Simon kan siges, at ”han har elske meget”?
Vi ved ikke noget om, hvad der siden skete, men vi må tro, at lignelsen ikke blev fortalt af Jesus for at ydmyge Simon, men for at kalde på ham. Jesus udfolder virkeligheden for ham, også Simons egen virkelighed, for han vil uden større besvær have vist at Jesus synes han ligner den ene af lignelsens personer.
Jeg må tro, at Jesus fortalte lignelsen, for at kalde tårerne frem hos Simon. I hvert fald, viser han, at han udmærket forstod hvad tilgivelsens dynamik er, ellers ville han ikke så enkelt have kunnet svare korrekt, da Jesus spørger ham om ”hvem af de to vil så elske ham mest? Den naturligvis, der fik tilgivet mest. Det kan Simon også godt se…
Mon det virkede? Mon Simon realiserede at hans skyldskonto var stor, langt større end han gik og troede?
Vi ved det ikke. Men vi ved, at Kristus kom for at kalde syndere: også Simon, farisæeren…
Jesper Fich OP
ble æret fra Finland i øst til Færøyene og Island i vest, ja, også utenfor Nordens grenser ble kirker viet til hans ære. Da normannerne kom som korsfarere til Det hellige land, malte de hans bilde på en av søylene i selveste Fødselskirken i Betlehem. Hans grav i Nidaros var Europas tredje største valfartssted, og utallige er de pilegrimer fra hele Europa som slet seg den tunge og vanskelige vei over Dovrefjell for å søke hjelp for sine lidelser ved helgenkongens grav. Les videre 
